Karuizawa Single Malt 17 år er tappet ved 40% vol alkohol. Whiskyerne fra Karuizawa er ikke kølefiltrerede. Farve: Gammelt kobbertøj. Let olieret og sløret. Duft: Gamle skotske dyder på japansk recept. Næsen er utrolig rig og indbydende med rigelige mængder rosin, dadler, cedertræ, tobaks blade og peberkorn. Til sidst afrundes næsen af lidt mint og søde ingefærkager. Smag: Rund og meget nydelig balance. Smagen breder sig langsomt fra tungespidsen og ned over ryggen på tungen. Sød og rød frugt fylder pikant munden - søde jordbær og fløde og kandiserede æbler. Herefter fornemmes mørkt peber og en krydderfuld karakter, som langsomt tørrer ud i blødt cedertræ. Kommentar: Brugen af både tørvet og utørvet malt giver en elegant og samtidig fyldig aromatisk whisky, med blød peber og cedertræ. Karuizawa er en ægte "after eigth" whisky med hel aftens potentiale. Karuizawa destilleriet blev grundlagt i 1956. Destilleriet ejes i dag af Mercian – Kirin gruppen, som nok er mest kendt for den fremragende japanske øl – Kirin. Samme firma ejer også det langt større Fuji – Gotemba destilleri. Karuizawa destilleriet ligger i de bløde bakker ved foden af Asama bjerget. Destilleriet er Japans højest beliggende i 850 meters højde. På Karuizawa bruges udelukkende kornsorten Golden Promise, som importeres fra Storbritannien. Mere end 90 % af fadene til lagringen er af typen oloroso sherryfade, hentet fra top sherrybodegaen Gonzalez Byass i Jerez – Spanien. Det rå destillat fra Karuizawa destilleriet er rent og elegant, med en let frugtet sødme. Whiskyen lagres traditionelt i lagerbygninger med åbne jordstampede gulve, med en høj luftfugtighed på omkring 80%. Karuizawa destilleriets høje beliggenhed betyder, at somrene er varme med temperaturer op mod 30° C og vintrene er kolde med temperaturer ned til -15° C. De unikke lagringsbetingelser giver whiskyen en stor fylde, sødme og en fantastisk lang og meget dyb smag.
|